I århundreder har kvindens stemme været en næsten uhørlig hvisken i historiefortællingen – især når det gælder middelalderens Europa, hvor magt, ære og vold dominerede samfundet. I Ridley Scotts film “The Last Duel” fra 2021 træder denne stemme frem fra skyggerne og sætter spørgsmålstegn ved både fortidens og nutidens forståelse af sandhed, retfærdighed og kvindelig erfaring. Filmen, der bygger på virkelige begivenheder fra 1300-tallets Frankrig, udfordrer den gængse fortælling om heltemod og mandlig ære ved at give plads til Marguerite de Carrouges – kvinden i centrum for dramaet.

Med “The Last Duel” åbnes der op for en vigtig samtale om, hvordan vi forstår, repræsenterer og lytter til kvinders oplevelser – både i historien og i nutidens samfund. Artiklen undersøger, hvordan filmen gennem sin fortællestruktur og karakterfremstilling bringer Marguerites stemme frem midt i et patriarkalsk system, og hvordan denne fortælling spejler aktuelle diskussioner om kvinders ret til at blive hørt, troet og taget alvorligt. Med udgangspunkt i filmens univers og den virkelige historie bag, inviterer vi til et opgør med fortidens tavshed og et blik på den vedvarende kamp for kvinders stemme i kulturen.

Historisk baggrund: Kvindens rolle i middelalderens Frankrig

I middelalderens Frankrig var kvindens rolle i samfundet præget af stærke patriarkalske strukturer og begrænsede rettigheder. Kvinder blev betragtet som underordnede mænd, både juridisk, socialt og økonomisk. Ægteskabet var for de fleste kvinder ikke blot et personligt valg, men snarere en social kontrakt, ofte arrangeret for at sikre alliancer mellem familier og bevare ejendom inden for slægten.

En kvindes status var tæt knyttet til hendes far, ægtemand eller søn, og hun havde meget lidt indflydelse på egne livsvilkår.

Retten til at eje jord, føre retssager eller repræsentere sig selv offentligt var yderst begrænset, og i mange tilfælde var kvinders vidnesbyrd i retten mindre værd end mænds – eller blev helt ignoreret.

Her finder du mere information om medvirkende i the last duel.

Religion spillede en central rolle i samfundslivet, og kirken fremhævede ofte kvindens plads som underdanig, dydig og lydig over for manden, hvilket forstærkede de eksisterende normer. Dog fandtes der også undtagelser, hvor enkelte kvinder, særligt fra adelige kredse eller klostre, kunne opnå en vis magt og indflydelse, men dette var undtagelsen snarere end reglen.

Samlet set var den gængse opfattelse af kvinder i middelalderens Frankrig, at de først og fremmest var objekter for mænds beslutninger og handlinger, og deres egne stemmer forblev ofte uhørte i både det private og det offentlige rum. Det er netop dette historiske udgangspunkt, som “The Last Duel” tager afsæt i, og som gør filmens fokus på kvindens stemme så markant og tankevækkende.

The Last Duel: Kort om filmen og dens fortællestruktur

“The Last Duel” er en historisk dramafilm instrueret af Ridley Scott, baseret på virkelige begivenheder fra 1300-tallets Frankrig. Filmen skiller sig ud ved sin unikke fortællestruktur, hvor samme hændelsesforløb – en voldtægtssag, der fører til Frankrigs sidste officielle ridderduel – genfortælles fra tre forskellige synsvinkler: først Jean de Carrouges, så Jacques Le Gris og til sidst Marguerite de Carrouges.

Hver version kaster nyt lys over karakterernes motiver og sandheden bag begivenhederne, hvilket fremhæver, hvordan sandheden kan manipuleres og opleves forskelligt afhængigt af fortælleren.

• Du kan læse mere om the last duel på https://polskfodbold.dk/.

Denne narrative opbygning udfordrer publikum til at reflektere over spørgsmål om magt, retfærdighed og ikke mindst kvindens stemme i en tid og et samfund, hvor hendes oplevelser ofte blev ignoreret eller underkendt.

Marguerite de Carrouges: En stemme midt i stilheden

Midt i det middelalderlige Frankrigs kvindetavse univers træder Marguerite de Carrouges frem som et sjældent og kraftfuldt eksempel på en kvinde, der nægter at lade sin stemme fortabe sig i historiens stilhed. I “The Last Duel” bliver Marguerite portrætteret som mere end blot et offer eller en bifigur i mændenes kamp om ære og retfærdighed; hun bliver selve centrum for filmens moralske og emotionelle drivkraft.

Hendes oplevelser, valg og ikke mindst hendes beslutning om at tale åbent om den vold, hun er blevet udsat for, bryder radikalt med tidens forventninger til kvindelig adfærd og underkastelse.

Marguerites stemme bliver både symbolet på individuel modstand og et ekko af de mange kvinder, hvis historier aldrig blev hørt eller troet på.

Selv i mødet med mistro, ydmygelse og trusler om social udstødelse vælger hun at kæmpe for sin sandhed, velvidende at hendes ord kan koste hende alt. I filmens dramatiske konstruktion får vi gennem Marguerites perspektiv et sjældent indblik i, hvordan det føles at være centrum for en sag, hvor ens oplevelse konstant bliver betvivlet og fortolket af andre.

Hendes mod og insisteren på at blive hørt kaster lys over de mekanismer, der har holdt kvinder tavse gennem århundreder, og gør hende til et tidløst symbol på kampen for retfærdighed og anerkendelse. Marguerite de Carrouges’ stemme runger således ikke blot i filmens univers, men også ud i nutidens debat om kvinders rettigheder og muligheden for at blive taget alvorligt – både dengang og nu.

Tre perspektiver – én sandhed?

I “The Last Duel” benytter instruktør Ridley Scott sig af en interessant fortællestruktur, hvor den samme begivenhed – voldtægten af Marguerite de Carrouges – fortælles tre gange, hver gang fra en ny synsvinkel: først Jean de Carrouges’, dernæst Jacques Le Gris’, og til sidst Marguerites egen.

Denne opbygning inviterer publikum til at reflektere over begrebet sandhed – for hvem har ret, når tre versioner af samme hændelse kolliderer? Filmen tydeliggør, hvordan sandheden ikke blot er en objektiv realitet, men ofte er filtreret gennem personlige erfaringer, magtinteresser og samfundets normer.

Særligt slående er det, at Marguerites version, markeret i filmen som “The Truth”, først præsenteres til sidst, og dermed antyder filmen, at det først er når kvindens stemme bliver hørt, at vi nærmer os en egentlig sandhed.

De to mænds fortællinger er præget af selvretfærdighed, fortrængning og et samfund, hvor kvindens ord har ringe vægt.

Marguerites oplevelse står som et opgør med denne tavshed, og filmen spørger, om det overhovedet er muligt at nå frem til én sandhed, så længe magtbalancen og kønsperspektivet er så ulige. På den måde fungerer de tre perspektiver ikke bare som et fortælleteknisk greb, men som en kritik af, hvordan kvindens stemme historisk er blevet ignoreret eller nedvurderet – og hvordan sandheden i sådanne sager ofte har været et spørgsmål om, hvem der får lov at fortælle den.

Filmens kritik af patriarkalske magtstrukturer

I The Last Duel tydeliggøres de patriarkalske magtstrukturer, som gennem historien har defineret kvinders position og muligheder. Filmen viser, hvordan kvinders stemmer og oplevelser systematisk negligeres og undermineres i et samfund, hvor mænd har monopol på sandhed og retfærdighed. Marguerites forsøg på at få sin sag hørt bliver mødt med mistro, foragt og trusler – ikke blot fra samfundet, men også fra de mænd, der burde beskytte hende.

Retssystemet, som burde sikre retfærdighed, er i sig selv gennemsyret af maskuline normer og æresbegreber, der reducerer kvinden til et objekt i mænds kamp om magt og status.

Filmen kritiserer ikke kun de historiske magtforhold, men stiller også spørgsmålstegn ved, hvorvidt disse strukturer stadig lever i dag. Gennem sin fortælling blotlægger The Last Duel, hvordan patriarkatet former både individuelle skæbner og kollektive fortællinger, og hvordan kvindens stemme alt for ofte drukner i stilheden mellem mændenes versioner af sandheden.

Den kvindelige erfaring som modstand og overlevelse

I “The Last Duel” bliver den kvindelige erfaring portrætteret som både modstand og overlevelse i et samfund, hvor kvinders stemmer systematisk undertrykkes. Marguerite de Carrouges’ kamp for retfærdighed er ikke alene en personlig kamp, men også et symbol på kvinders evne til at overleve og gøre modstand mod de strukturer, der forsøger at tvinge dem til tavshed.

Hendes oplevelser illustrerer, hvordan modstand ikke nødvendigvis ytrer sig som åbenlyst oprør, men ofte kommer til udtryk i udholdenhed, stædighed og viljen til at fastholde sin version af sandheden, selv når det indebærer store personlige omkostninger.

Filmen gør det tydeligt, at kvindens erfaring med overgreb og undertrykkelse ikke kun handler om at overleve fysiske krænkelser, men også om at navigere i et socialt og juridisk system, der i udgangspunktet er designet til at miskreditere og marginalisere hende.

Gennem Marguerites perspektiv udfordrer filmen således idéen om offerrollen og viser, at modstand kan tage mange former – og at selve det at insistere på sin egen stemme er en kamp for overlevelse i sig selv.

Samtalen mellem fortid og nutid: MeToo og filmens relevans

“The Last Duel” udspiller sig i middelalderens Frankrig, men dens tematikker rækker langt ind i nutidens debat om magt, køn og troværdighed. I lyset af MeToo-bevægelsen får filmens fortælling om Marguerite, der nægter at tie om sin oplevelse med vold og overgreb, fornyet aktualitet.

MeToo har givet stemme til kvinder verden over, der – ligesom Marguerite – har oplevet at deres beretninger blev mødt med mistro, bagvaskelse eller ligegyldighed. Filmen illustrerer, hvordan kvindens stemme historisk er blevet undertrykt, men også hvordan kampen for at blive hørt fortsætter i dag.

Ved at lade Marguerites perspektiv fylde i fortællingen, skaber “The Last Duel” en samtale mellem fortid og nutid, hvor fortidens tavshed og overgreb spejles i nutidens opgør med patriarkalske strukturer. Dermed understreger filmen, at kampen for retfærdighed og anerkendelse af kvinders erfaringer er lige så relevant i dag som dengang.

Kvindens stemme i kulturen – fra tavshed til fortælling

I mange århundreder har kvindens stemme været marginaliseret eller helt fraværende i den offentlige kultur og fortælling. Historisk har kvinders oplevelser og perspektiver ofte været fortiet, ignoreret eller fortolket gennem mænds blik – både i litteratur, kunst og historieskrivning.

Med “The Last Duel” sættes der fokus på denne tavshed, idet filmen giver Marguerite en stemme, hvor hun ellers ville være blevet glemt eller reduceret til et objekt i andres historier.

Dette afspejler en bredere bevægelse i kulturen, hvor kvinders erfaringer og fortællinger i stigende grad bliver hørt og anerkendt. Overgangen fra tavshed til fortælling markerer således ikke blot en ændring i narrativet om fortiden, men også en kulturel transformation, hvor kvinders stemmer bliver en nødvendig og berigende del af vores fælles historie.